>Birthe Kjær<

"Det har været en fantastisk rejse, siger Birthe Kjær fra Musiker-Børsen. Jeg har haft så mange dejlige oplevelser. Jeg har haft skønne kærester. Jeg har endda oplevet moderfølelser. Og jeg har hele vejen haft glæde af min dejlige familie... Når jeg summer det hele sammen, kan jeg kun sige, at jeg har været velsignet af skæbnen. Og jeg er dybt taknemmelig”.

De lyse toner er selvsagt de mest fremherskende, når dansktop-poppens grand old lady, den 62-årige Birthe Kjær fra Ny Munkegade i Århus, ser tilbage på over 40 års professionel karriere som sangerinde og entertainer.

Knaster, halvmørke og nedture er der også, først og fremmest tristhed som følge af moderens død, men også noget med et par alvorlige kæresteforhold, som ikke holdt i længden (til først kapelmester Helmer Olesen, siden koncertarrangøren Knud Thorbjørnsen og senere igen erhvervsmanden Fritz Schur) - ofte har Birthe Kjær imidlertid ikke ønsket at binde sig for hårdt, men har søgt frihed og frivillig ensomhed/”alenehed”.

Som helhed tegner ”Længe leve livet” et portræt af en yderst sympatisk perfektionist, som har været god til at sætte det meste andet til side for arbejdets skyld. Og en kunstner, som har ønsket opmærksomhed, ikke for sin egen, men for musikkens (og for arbejdet for musikkens) skyld - men også en slider af en kunstner, som for fem år siden fik en ganske alvorlig forskrækkelse ved at gå omkuld, ikke bare med en blodprop, som det hed sig dengang, men reelt med et hjertestop: ”Jeg kunne slet ikke komme mig over, at jeg faktisk havde været død i nogle minutter. Jeg var fuldstændig i chok”.

Et af mange kunstgreb ved ”Længe leve livet” er, at de steder, hvor Birthe Kjær virkelig har været rørt - som når hun de senere år har oplevet at stå over for et meget ungt publikum, der har skrålet med af fuld hals på ”Pas på den knaldrøde gummibåd” - så er beskrivelsen reelt rørende. Også når hun fortæller, hvordan en 11-årig pige kan læse noget nyt og uventet ind i teksten til ”Lys i mørket”.

Til gengæld kan man godt her og der savne lidt af den humor og lune underfundighed, der plejer at præge hendes optræden. Men humor og lune er der, bare man kigger ordentligt efter. Som i beskrivelsen af ejeren af et omrejsende tivoli, som tidligt i hendes karriere møder hende med et: ”Nå, æ det dig? De siger el’s, do æ så køn, men det’ nu da it så slemt mæ det”.